News
11.7.14

Oplev Just in Time live og på tv

’Habitable Exomusics’ er titlen på lektor Jacob Anderskovs kunstneriske udviklingsvirksomhedsprojekt, hvor han blandt andet undersøger, en række andre struktureringsprincipper end akkorder og skaler, der kan binde musikken sammen i improvisationsmusik.

I forbindelse med forskningsprojektet har Jacob Anderskov startet orkestret Just in Time sammen med Soliststuderende Adam Pultz Melbye på bas og Musikerstuderende Anders Vestergaard på trommer.
På lørdag har du mulighed for at opleve nogle af produkterne fra ’Habitable Exomusics’ i levende live, når Just in Time spiller kl. 23.00 på LiteraturHaus i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.
Hvis du ikke har mulighed for det, kan du samme aften se koncerten fra sidste lørdag, som sendes på DRK kl. 23.35 og kan streames på dr.dk/tv efterfølgende.
Flot anmeldelse til live præsentation
Politiken anmeldte Just In Time koncerten lørdag d. 5. juli, som fik fem hjerter og mærkaten, som aftenens mest kompakt mættende oplevelse for anmelderen, der blandt andet skrev.
”Det var som ren, til tider nærmest schönbergsk eller skrjabinsk atonalitet med figurer, der blev skudt af sted og undersøgt grundigt på deres videre færd, at musikken betog.”
Forskningsprojektet er støttet af Kulturministeriet og varer frem til sommeren 2015.