Nyhed
26.4.16

Mød Jason Moran på RMC

Jazz-stjernen Jason Moran tiltræder som adjungeret professor med en offentlig Artist Talk – og en lille koncert.

Alle er velkomne på Holmen til at møde Jason Moran i samtale, når han sætter sig i sofaen til en Artist Talk under sit første besøg på Rytmisk Musikkonservatorium efter sin udnævnelse som adjungeret professor.
Det sker tirsdag 3. maj kl. 16 i lokale A118, og samtalen modereres af lektor og komponist-kollega Jacob Anderskov.
Men allerede kl. 15 er der mulighed for at høre Jason Moran spille en lille koncert med en række studerende.
Som pianist og komponist står Jason Moran (født 21. januar 1975) for en række af de vigtigste jazz-udgivelser i det 21. århundrede, blandt andet med trioen The Bandwagon, og er aktuel som filmkomponist på det Oscar- og Golden Globe-belønnede soundtrack til ’Selma’. Jason Moran er desuden kunstnerisk direktør for jazz på The Kennedy Center i Washington. 
Med ærestitlen som adjungeret professor vil Jason Moran med jævne mellemrum afholde workshops og masterclasses med de studerende på RMC. Hans første besøg strækker sig over fire maj-dage.
Jason Moran følger efter støjrock-ikonet Thurston Moore som den anden i en række af nye udnævnelser af adjungerede professorer på RMC. Målet er at tilknytte et kollegium af musikbranche-personligheder på højeste internationale niveau, der tilsammen dækker den bredde, RMC står for – både inden for genrer og professioner i den rytmiske samtidsmusik.
Læs mere om udnævnelsen af Jason Moran som adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium HER.
Tilmed dig Artist Talk'en og følg med i Facebook-eventen HER – alle er velkomne og det er gratis at deltage.