Karrieremuligheder: Musikproduktion

Dimittender fra Musikproduktion finder typisk beskæftigelse på livescenen og i lydstudier, inden for musik, teater, tv og film. Mange dimittender finder desuden beskæftigelse som undervisere. Dimittender arbejder oftest freelance eller på deltidskontrakter af kortere eller længere varighed. I studieordningen kan du læse mere om de færdiguddannede bachelorers kvalifikationer.

Ole Bjørn Heiring Sørensen, dimitteret i 2018

Hvad arbejder du med i dag?
Jeg producerer for artister, skriver for og med artister, og mixer. En gang imellem tager jeg også ud og river i nogle fadere på et spillested, noget jeg ikke turde eller havde evnerne til, før jeg startede på RMC.

Hvorfor søgte du ind på Musikproduktion?
Jeg kendte to der gik på linjen, og ud fra hvad jeg hørte dem fortælle, lød det som det rigtige for mig. Jeg endte med at bruge uddannelsen til noget helt andet end dem, men det er også det jeg ser som styrken ved linjen: der er kun veje skræddersyet af dig selv, til dig selv.

Hvad er musikproduktion for dig?
Kunsten at forstå hvad musikken foran dig har brug for, for at kunne opnå sit fulde potentiale.

Hvad er det vigtigste, du har fået med fra din uddannelse?
Netværk, basisviden, venskaber, inspiration, for at nævne nogle få ting, men måske vigtigst af alt et sprog til at snakke om, beskrive, forklare musik, for og med mennesker med alle slags musikalske præferencer.

Hvilke råd vil du give til en mulig ansøger?
For det første, RMC er ikke for alle. Bliv derfor ikke fortvivlet over en afvisning af din ansøgning – de fleste af mine kollegaer i det virkelig liv har ikke gået på RMC.

For det andet, tag ansvar. For din ansøgning, brug tiden og få reflekteret over, hvad der bedst repræsenterer dig. Hvis du kommer ind, tag ansvar for dit studie og dine medstuderende. Det er dig der former den uddannelse, der kommer til at præge dig og jer. Hvis du sidder på dine hænder og venter på guldkornene, så kommer du for sent.

foto af Ole Bjørn Heiring Sørensen
Der er kun veje skræddersyet af dig selv, til dig selv
Ole Bjørn Heiring Sørensen

Jakob Wredstrøm, dimitteret i 2018

Hvad arbejder du med i dag?
Jeg arbejder primært som sangskriver og producer rundt omkring i de nordiske lande og ejer et publishing-selskab med fem andre partnere, Desuden laver jeg kreativt konsulentarbejde på et pladeselskab i form af sangskrivning, produktion og marketing. Jeg er ikke fastansat, da jeg hellere vil arbejde ud fra mine egne præmisser.

Hvorfor søgte du ind på Musikproduktion?
For at udvide mit netværk inden for musikbranchen, have tid og fokus til fordybelse i at forbedre mine evner inden for musikproduktion, og have en naturlig overgang til en mere professionel del af branchen end jeg allerede var i. Jeg var kørt lidt død i at være selvstændig producer og ikke have et veletableret netværk. Derfor var RMC et perfekt match for mig.

Hvad er musikproduktion for dig?
At se sammenhængen mellem forskellige musikalske samarbejder og at være i stand til at kunne samle forskellige mennesker og musikalske elementer under én samlet æstetik.

Hvad er det vigtigste, du har fået med fra din uddannelse?
Mest af alt, er jeg blevet meget bevidst om min egen praksis. Hvorfor jeg laver hvad jeg laver, hvad mine styrker og svagheder er, og hvilken del af musikken som giver mig mest glæde og energi.

Hvilke råd vil du give til en mulig ansøger?
Vær den ansøger der er mest sulten efter at komme ind. Dit drive skal være enestående!

foto af Jakob Wredstrøm
Tid og fokus til fordybelse i at forbedre mine evner
Jakob Wredstrøm

Jessica Petersen, dimitteret i 2014

Hvad arbejder du med i dag?
Jeg arbejder fuldtid som lydtekniker, primært med livekoncerter. Jeg driver også et lille mix/podcast studie, samt laver tourproduktion for en masse artister og bands.

Hvorfor søgte du ind på Musikproduktion?
Fordi jeg først og fremmest havde og stadig har en kæmpe interesse i musik. Jeg var som teenager allerede meget interesseret i, hvordan man skabte musikken og hele processen omkring det at være i studie. Jeg havde ikke lyst til selv at stå på en scene, men jeg begyndte at se op til personligheder som Tony Visconti, Phil Spector og Rick Rubin og hvordan de blev de “usynlige” medlemmer af nogle af deres tids største bands med deres helt personlige touch og sound. Senere fandt jeg også ud af hvor stor en forskel man kan gøre i livemusikken, og hvordan man kan udvikle sig selv i alverdens både stressede og udfordrende situationer.

Hvad er musikproduktion for dig?
Musikproduktion er ligesom sangskrivning noget som er med til at skabe og videreudvikle musikken. Det får musikken ind i de rigtige rammer, og gør at selve kernen i musikken kommer frem i det lys der skal til, for at lytteren bliver fanget og ført ind i musikken.

Hvad er det vigtigste, du har fået med fra din uddannelse?
Jeg har fået en kæmpe platform når det kommer til viden og netværk. Det har hjulpet mig til at være bedre til at tænke mig dybere ind i musikken, og også lære at sætte spørgsmålstegn ved mine egne, både lydtekniske men også kunstneriske valg, så man selv holder sig i konstant udvikling.

foto af Jessica Petersen
Jeg har fået en kæmpe platform når det kommer til viden og netværk
Jessica Petersen