Jacob Anderskov er RMC’s nye professor i kunstnerisk udvikling

Den erfarne kunstneriske innovator står i spidsen for konservatoriets satsning på nyskabende udforskning i samtidsmusikken.
3. Jul 2019
News

På Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) er visionen at gøre en markant forskel for samtidsmusikken ved at uddanne fremtidens kunstneriske innovatorer, der gennem nyskabende udforskning bidrager til udviklingen af kunstområdet.

Nu præsenteres den prisbelønnede musiker, komponist og underviser Jacob Anderskov som ny professor i fagområdet Kunstnerisk Udviklingsarbejde, for at fortsætte og yderligere intensivere RMC’s fokus på de innovative elementer af uddannelserne for musikere og komponister.

"Jeg er meget glad for at kunne ansætte Jacob Anderskov som konservatoriets nye professor MSO i Kunstnerisk Udviklingsarbejde. Jacob har i en årrække som lektor bidraget markant til udviklingen af dette fagområde, som udgør de kunstneriske uddannelsers hovedfag, og jeg er overbevist om, at han er den rette til at drive udviklingen videre sammen med hans fantastisk dygtige kolleger," siger rektor Henrik Sveidahl.

Jacob Anderskov har over 25 pladeudgivelser på cv’et som orkesterleder, pianist, komponist og producer. Han har modtaget adskillige Danish Music Awards i jazzkategorierne og var i 2018 nomineret til Nordisk Råds Musikpris.

Jacob Anderskov har desuden stor erfaring med kunstnerisk forskning og udvikling med blandt andet flere innovative projekter støttet af Kulturministeriets Pulje for Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed.

Sideløbende med sin kunstneriske karriere på højt internationalt niveau har Jacob Anderskov været tilknyttet RMC som underviser, siden 2012 som lektor. Han har desuden undervist på blandt andet Syddansk Musikkonservatorium, Det Jyske Musikkonservatorium, Den Danske Filmskole, Den Norske Filmskole, Musikhochschule Köln, Souza Lima Conservatory og Belgrade Conservatory.

"Jeg er glad og beæret over at have fået til opgave at videreudvikle rammerne for vores yderst talentfulde studerende. På RMC står den studerendes egen kunstneriske vision og personlige drøm helt centralt. Samtidigt skal vi kontinuerligt udfordre og stimulere de studerendes kunnen og perspektiv. Faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde er for mig at se en afgørende nøgle til denne måde at lave musikuddannelse på, og jeg ser derfor meget frem til opgaven med at udvikle faget videre, i dialog med kolleger, studerende og ledelse," siger Jacob Anderskov.

RMC's vision 2019-2022

RMC er en pionér blandt uddannelses-, videns- og kulturinstitutioner inden for samtidsmusik.

 

På RMC udvikler studerende og ansatte sig i et dynamisk miljø baseret på inspirerende dialog og nyskabende udforskning.

 

RMC uddanner fremtidens innovatorer, som skaber musik og musikopleveler, der beriger og bevæger.

 

Båret af dyb indsigt og højt udviklet kunnen træder RMC’s dimittender aktivt ind i samfundet og forløser potentialer i et mangfoldigt netværk af relationer, både lokalt og globalt.

Om RMC

Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) tilbyder den højeste uddannelse inden for rytmisk samtidsmusik – et mangefacetteret begreb, som rummer vidtforgrenede udtryksformer inden for blandt andet rock, pop, jazz, urban, metal og elektronisk musik.

 

Rytmisk samtidsmusik er en skabende og performativ kunstform, som bygger på et grundlag af dybe faglige og kulturelle traditioner.

 

På RMC er rytmisk samtidsmusik karakteriseret ved åbenhed, nysgerrighed, mangfoldighed og kritisk stillingtagen.

Om Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA)

I de senere år har RMC arbejdet fokuseret med at styrke uddannelsernes kunstneriske profil og de studerendes kompetencer i forhold til at skabe nyt kunstnerisk indhold og innovative løsninger.

 

Konservatoriet har udviklet faget Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA), som nu udgør rygraden i uddannelserne af musikere og komponister og som centralt element i uddannelsen af musikproducere.

 

Faget har fokus på den enkelte studerendes kunstneriske proces og udvikler tillige den studerendes refleksion over kunstneriske metoder, resultater og kontekst. Faget fokuserer endvidere på den studerendes kompetencer i forhold til at skabe, udvikle og gennemføre kunstneriske projekter.

 

Faget baserer sig på viden fra Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (KUV) og drives primært af undervisere, som selv gennemfører KUV-projekter.