Musiker (M)Formål Kandidatuddannelsen er et 2-årigt uddannelsesforløb, der med særligt fokus på projektbaseret kunstnerisk udviklingsvirksomhed kvalificerer dig som udøvende og skabende musiker; dels som solist, dels som ensemble- eller sessionmusiker.
Kandidatuddannelsens formål er at kvalificere dig yderligere til arbejdsmarkedet ved at udbygge din bacheloruddannelse. På kandidatuddannelsens videregående studier lægges der særlig vægt på fordybelse og specialisering inden for selvvalgte områder. Uddannelsen er i vidt omfang projektbaseret.
Karrieremuligheder Uddannelsen retter sig mod ansøgere der satser på en fuldtidskarriere som udøvende musikere, hvor det kan være svært at sige noget om beskæftigelsesmulighederne samlet set. De færdige bachelorer finder oftest beskæftigelse som freelance-musikere i bandsammenhæng samt inden for tv, radio, teater, film mv.
Kvalifikationer Efter endt uddannelse vil du have opnået en række faglige, personlige og kreative kompetencer på højt niveau. Du vil: - være i besiddelse af musikalske og håndværksmæssige kvalifikationer på højt niveau
- være i stand til at træffe og begrunde personlige og fælles kunstneriske valg
- have omfattende erfaring med og indsigt i projektarbejde
- have omfattende erfaring med og indsigt i centrale processer og arbejdsformer i forbindelse med kunstnerisk udviklingsvirksomhed
- have kendskab til kunst- og kulturrelaterede forhold
- have indsigt i musikbranchen
- kunne skabe, fastholde, videreudvikle samt arbejde i åbne og skiftende netværk
- kunne samarbejde og arbejde selvstændigt
- kunne strukturere egen læring
- kunne kommunikere
- kunne praktisere fordomsfrihed og kulturel åbenhed
- kunne skabe og udvikle musik og musikalske formidlingsformer
- kunne kombinere eksisterende viden og færdigheder på nye måder
- kunne skabe og formidle samspil indenfor flerkulturelle sammenhænge
- kunne skabe balance mellem formidling af tradition og fornyelse
Uddannelsens struktur og tilrettelæggelse Kandidatuddannelsen er normeret til 120 ECTS-point, som svarer til 2 årsværk á 1620 arbejdstimer. Et årsværk omfatter alt arbejde i forbindelse med studiet, herunder undervisning, selvstudier, prøver og alle øvrige uddannelsesrelaterede aktiviteter.
Her kan du se, hvordan fag og ECTS-point er fordelt på uddannelsen
Uddannelsens væsentligste fagområder er sammenspil og hovedinstrument. Uddannelsen afsluttes med to hovedprojekter; et koncertprojekt samt et kandidatprojekt, som omhandler kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Projekterne er selvdefinerede inden for fastlagte rammekrav.
Udviklingen af slutkompetencerne inden for de centrale fagområder understøttes af en række forudgående, faglige forløb, hvor du opbygger relevant viden, færdigheder og kompetencer. Alle fag er obligatoriske.
Kandidatuddannelsen udgør studier på videregående niveau, hvor der naturligt lægges vægt på fordybelse, individuelle valgmuligheder og innovation med henblik på at styrke din individuelle profil. Undervisningen er derfor i høj grad tilrettelagt som selvstændigt projektarbejde, hvor du inden for fastlagte rammekrav - og på baggrund af individuel, faglig vejledning - selv tilrettelægger de faglige forløb.
Der indgår også i et vist omfang ugentlig undervisning og fælles moduler, og en del af undervisningen samlæses med kandidatuddannelserne ML og MBL. Desuden indgår i en vis udstrækning samarbejdsprojekter med andre af konservatoriets uddannelser og de øvrige kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Holmen.
Øvrige vilkår Uddannelsen er et fuldtidsstudium, og der er mødepligt til undervisningen. Undervisningssproget er som udgangspunkt dansk, dog vil der undervejs i uddannelsen indgå kurser og moduler med udenlandske lærere, som typisk underviser på engelsk. |