Musik- og bevægelseslærer (MBL)Formål Bacheloruddannelsen er et 3-årigt, afrundet uddannelsesforløb, der har til formål at give dig grundlæggende færdigheder inden for de instrumentale/vokale og musikpædagogiske fagområder.
Uddannelsen dobbeltkvalificerer dig dels som udøvende og skabende musiker dels som musik- og bevægelseslærer inden for den frivillige musikundervisning, hvor du opnår undervisningskompetence inden for undervisning i SDS (sang, dans og spil) og i hovedinstrument.
Musik- og bevægelseslæreruddannelsen har mange fællestræk med Musiklæreruddannelsen, men har et særligt fokus på SDS (sang, dans og spil) for både børn og voksne. SDS er en rytmisk samværsform, hvori der indgår sammenspil på forskellige instrumenter, dans og sang, som i vidt omfang er baseret på den rytmiske musiks etnisk-rytmiske oprindelsessteder (Afrika, Cuba, Brasilien mv.).
Uddannelsen giver dig desuden grundlag for videre studier på kandidatuddannelsen.
Karrieremuligheder Musik- og bevægelseslæreruddannelsen kvalificerer dig til beskæftigelse som underviser på musikskoler, MGK (Musikalsk Grundkursus), aftenskoler, højskoler, efterskoler mv. På det udøvende område finder langt de fleste beskæftigelse som freelance-musikere i bandsammenhænge samt inden for TV, radio, teater, film mv.
Kvalifikationer Efter endt uddannelse vil du have opnået en række faglige, personlige og kreative kompetencer på grundlæggende niveau. Du vil: - være i besiddelse af musikalske og håndværksmæssige kvalifikationer
- være i besiddelse af undervisningskvalifikationer
- være i stand til at træffe og begrunde personlige og fælles, kunstneriske valg
- have indsigt i centrale pædagogiske og psykologiske teorier og begreber
- have indsigt i projektarbejde
- have kendskab til kunst- og kulturrelaterede forhold
- have kendskab til musikbranchen og det mediepolitiske landskab
- kunne skabe, fastholde, videreudvikle samt arbejde i åbne og skiftende netværk
- kunne samarbejde og arbejde selvstændigt
- kunne strukturere egen læring
- kunne kommunikere
- kunne praktisere fordomsfrihed og kulturel åbenhed
- kunne skabe og udvikle musik, undervisningsformer og materialer
- kunne kombinere eksisterende viden og færdigheder på nye måder
- kunne skabe og formidle samspil indenfor flerkulturelle sammenhænge
- kunne skabe balance mellem formidling af tradition og fornyelse
Uddannelsens struktur og tilrettelæggelse Bacheloruddannelsen er normeret til 180 ECTS-point, som svarer til 3 årsværk á 1620 arbejdstimer. Et årsværk omfatter alt arbejde i forbindelse med studiet, herunder undervisning, selvstudier, prøver og alle øvrige uddannelsesrelaterede aktiviteter.
Her kan du se, hvordan fag og ECTS-point er fordelt på uddannelsen.
Uddannelsens væsentligste fagområder er SDS (sang, dans og spil), SDS-pædagogik, hovedinstrument, hovedinstrumentpædagogik og bachelorprojekt, som er et afsluttende kunstnerisk, udøvende projekt.
De centrale fagområder understøttes af en lang række fag, hvor du opbygger relevant viden, færdigheder og kompetencer. Størstedelen af disse fag sigter mod at understøtte udvikling af dine kompetencer inden for såvel det udøvende som det pædagogiske område; en mindre del af fagene er specifikt rettet mod enten det udøvende eller det pædagogiske område. Alle fag er obligatoriske.
De centrale fagområder - individuel hovedinstrumentsundervisning og holdundervisning i SDS - udgør den røde tråd igennem hele uddannelsesforløbet. Undervisningen tilrettelægges som en blanding af skemalagt undervisning, projektarbejde, praktik, stævner, kurser og moduler.
På uddannelsens 1. år samlæses alle fag med bacheloruddannelserne M og ML; på uddannelsens 2. og 3. år samlæses en del af undervisningen med bacheloruddannelserne M og ML. Desuden indgår i en vis udstrækning samarbejdsprojekter med andre af konservatoriets uddannelser og de øvrige kunstneriske uddannelsesinstitutioner på Holmen.
Øvrige vilkår Uddannelsen er et fuldtidsstudium, og der er mødepligt til undervisningen. Undervisningssproget er som udgangspunkt dansk, dog vil der undervejs i uddannelsen indgå kurser og moduler med udenlandske lærere, som typisk underviser på engelsk.
|