Pædagogisk grundlag

Baggrund
Inden Rytmisk Musikkonservatorium optog de første studerende i 1986, blev der ikke udbudt decideret rytmiske musikuddannelser i Danmark.
Kvalificeret undervisning i rytmisk musik foregik i perioden op til 1986 primært i fritidslovens regi og på årligt tilbagevendende stævner på forskellige højskoler. Og det var det bedste fra denne undervisningstradition, som blev trukket med over i konservatoriets pædagogiske grundlag fra starten. Fokus var på sammenspillet og det musikalske udtryk.

Udvikling
Det pædagogiske udgangspunkt er i dag videreudviklet herfra. Der trækkes på musikalske traditioner fra 3. verdenslande, den klassiske musiks mesterlæretradition, den pædagogiske tilgang som den kendes på danske pædagog- og lærerseminarier og de nyeste læringsteorier.

Ansvar for egen læring
Undervisningen er båret af de studerendes eget engagement i at udvikle sig fagligt og personligt. Ansvaret for læringen ligger først og fremmest hos den studerende. Konservatoriet tilbyder rammer for læringen i form af en række erhvervsrettede uddannelsesretninger, højtkvalificerede lærere, fremragende faciliteter, muligheder for netværksdannelse m.v.

Personlig udvikling i gruppen
Fokus er på den enkelte studerendes faglige og personlige udvikling, men i alle sammenhænge som medlem af gruppen og ikke på bekostning af gruppen.

 
  Siden er opdateret d. 13.06.2007 12:17
 
Rytmisk Musikkonservatorium| Leo Mathisens Vej 1, Holmen, 1437 København K, Tlf. +45 32 68 67 00, Fax. +45 32 68 67 66.rmc@(if you can see this please update your browser)rmc.dk