Rytmisk Musikkonservatoriums enhed for Forskning og udvikling (FoU) har besluttet at udsende nyhedsbrev hvert kvartal som led i formidlingen af konservatoriets resultater inden for FoU-området. Nyhedsbrevet sendes til konservatoriets samarbejdspartnere, brancheorganisationer og vore kandidaters primære arbejdsmarkedsområder. Nyhedsbrevet udsendes i marts, juni, oktober og december.

På Rytmisk Musikkonservatoriums hjemmeside kan interesserede læse mere om FoU-enhedens visioner, indsatsområder og igangværende projekter samt læse tidligere nyhedsbreve.

Med venlig hilsen
Lars Brinck, FoU-ledelsen

Afsluttede FoU-projekter

Belovéd Bird.
Pianist og professor Django Bates har afsluttet det kunstneriske udviklingsprojekt ’Belovéd Bird’ med CD’en af samme navn. "Belovèd Bird" - nyt album fra Django Bates.
Mandag d. 29.3. udkom RMC-professor, pianist, bandleder, komponist mm. Django Bates' nye trio-CD "Belovèd Bird", der tager udgangspunkt i Charlie Parker-kompositioner.
Django bakkes op af RMC-dimittenderne Peter Bruun (trommer) og Petter Eldh (bas).
Lyt og læs mere på Django Bates' hjemmeside.
"Belovèd Bird" får flotte anmeldelser i bl.a. The Guardian, BBC Music, Financial Times og Telegraph. FoU 09/10-1a.

I think it’s going to rain.
Sanger og professor Hanne Boel udgiver CD med resultatet af sit kunstneriske udviklingsarbejde i samarbejde med pianisten Carsten Dahl med nyt CD-udspil på pladeselskabet STUNT.
Som led i sit kunstneriske udviklingsarbejde på RMC har professor Hanne Boel netop udgivet CD'en 'I think it's going to rain'.
Der kvitteres med flotte anmeldelser i Politiken, Berlingske Tidende, Gaffa og Ekstra Bladet.
Enkelhed er nok det mest dækkende udtryk for, hvad Hanne Boels nye plade er – ukunstlet, hudløst ærligt og uden så mange ekstra dikkedarer.
I den smukke norske natur, i det legendariske Rainbow Studio, med den verdensberømte lydmagiker Jan Erik Kongshaug bag pulten og med en af Danmarks absolut førende pianister, Carsten Dahl, ved flygelet, var der på forhånd skabt de bedste rammer.
Projektet bæres af et musikalsk forpligtende samarbejde, hvor der kun er to sjæle til at skabe, to musikere med dyb respekt for hinandens kunstneriske udtryk.
Fire af pladens elleve skæringer suppleres af Butch Lacys underspillede arrangementer for tre strygere, der understreger sangenes karakter og giver dem et nænsomt medspil.
Hanne Boel har valgt en stribe sange hun holder af uden at skele til genrer. Pop, soul, jazz – af Randy Newman, Rickie Lee Jones, Nick Cave og Steely Dan – blandet med et par af de bedste jazzstandards, ”Blame It On My Youth” og ”I Fall In Love Too Easily” samt Hannes egen ”Last Goodbye”. FoU 09/10-3.
LIVE-tour:
Hanne Boel følger udgivelsen op med en omfattende turne, bakket op af pianisten Jacob Karlzon.
Udover en lang række danske koncerter indbefatter turnéen også koncerter i Sverige og Norge.
Se Hanne Boel's hjemmeside for datoer og detaljer.

E-tidsskriftet Chara.dk:  
Docent Jens Skou-Olsen udgiver som led i sit FoU-arbejde på RMC e-tidsskriftet Chara.dk. Tidsskrift for kreativitet, spontaneitet og læring. Første nummer udkom d. 15.2.2010 og andet nummer udkommer 10. maj 2010.
Tidsskriftet tilbyder den brede forskning og filosofi inden for kreativitet og læring at mødes på samme platform.
Tidsskriftet har som mål at ’skabe tværfaglige, tværinstitutionelle, tværhierakiske og tværkulturelle møder omkring udforskningen af kreativitet, spontanitet og læring - studerende, professorer, musikere, lærere, præster, forskere, billedkunstnere, konsulenter, dansere, ledere og designere samles her omkring samme bord!’
E-tidsskriftet er gratis og kan læses på internetadressen: http://www.chara.dk
DR-kultur har bragt en artikel der kan læses hér
P1-Morgen har bragt et indslag der kan høres hér

Kompositioner for trio.
Pianist og docent Jacob Christoffersen har afsluttet sit kunstneriske udviklingsprojekt ’Kompositioner for trio’ med CD og nodeforlæg.
Materialet kan lånes på RMC’s bibliotek. FoU 08/09-11.

Øvrige nyheder

Professor Django Bates oplægsholder på Royal Northern College of Music, Manchester, GB
RMC-professor, bandleder m.m. Django Bates fremlagde på konferencen "Music Learning Live!" 25. og 26. februar 2010 for musikundervisere og forskere tankerne bag og arbejdet med sin pædagogiske komposition "Interval Song".
Konferencens program kan ses her.

Lektor Lars Brinck oplægsholder på forskningskonference på Leeds College of Music i England.
Lars Brinck var blandt en lang række internationale musikforskere udvalgt som oplægsholder på den årlige Leeds International Jazz Conference 2010 med titlen ’Jazz in the Creative Moment’.
Lars Brinck fremlagde de seneste resultater fra sin forskning i den spontane kommunikation i rytmisk musik under titlen: Improvisation as a Collective Creative Process. Concepts of Participation.
Oplægget udgives senere på året som peer reviewed videnskabelig artikel. Andre oplægsholdere var den amerikanske antropologiske musikforsker Paul Berliner (forfatter til den skelsættende bog Thinking in Jazz) og jazzlegenden Dave Liebman (Miles Davis, m.fl.).
Læs mere her.

Professor Django Bates på Ronnie Scott's
Django Bates' "Human Chain" har netop givet koncert på det legendariske London-spillested "Ronnie Scott's" i forbindelse med en "British Jazz"-temaaften.
Internet-siden The Art Desk skriver bl.a. følgende i deres anmeldelse: "Is there anyone in jazz writing music that's as intelligent, witty, joyous or eclectic as Django Bates?"

 

______________________________________________________________

Hvis du ikke ønsker at modtage FoU-Nyt fra Rytmisk Musikkonservatorium, kan du sende en mail til Ole Pedersen